Den mest udbredte fortælling går på, at absint for første gang blev fremstillet i 1800-tallet af franskmanden Pierre Ordinaire. Han var en læge, der i slutningen af 1700-tallet havde trukket sig tilbage fra den franske revolution, og levede i eksil i den schweiziske by Couvet. Her eksperimenterede han med aromatiske urter, som han havde indsamlet i området tæt på sin lægepraksis.

Han begyndte langsomt at medicinere sine patienter med en absintdrik, som skulle være effektiv mod adskillelige sygdomme. Inden Ordinairs død arvede hans husholderske opskriften på absinthe, og hun solgte den i 1797 efterfølgende videre til et firma. De fremstillede med stor succes medicinen som et nydelsesmiddel, og kaldte spiritussen for “Bon Extrait d’Absinthe”.

I starten blev absinten udelukkende solgt for sine medicinske egenskaber – spiritussen beskyttede bl.a. mod tropesygdomme, som franske soldater led af under Algierkrigen. Firmaet solgte nye fremstillinger af absinten med urter som fennikel, spinat, koriander, persillerod og kamille.

Drikken blev kendt som en styrkedrik og blev opkøbt af den franske forretningsmand Henri Dubied, der i 1798 begyndte en masseproduktion af spiritussen. Dubeid var ligeledes manden bag det første absintdestilleri i Couvet, som fik navnet ’Dubied Pére et Fils’. Dette fik så stor omtale, at han i 1805 åbnede endnu et destilleri i Pontarlier, Frankrig.

Absinthe er kendt for at være særligt udbredt i det kreative miljø. Flere kunstnere og kreative eksistenser blev fortalere for absint, hvilket medførte en enorm popularitet af drikken i 1800-tallets Paris. Absint blev pludselig drukket på parisiske cafeer, og var en attraktiv måde at gøre borgerlivet en tand mere risikabelt. Absint har derfor været en del af en modkultur pga. af sit risikable omdømme.

Det er dog stadig let tilgængeligt og billigt at fremstille i lande som Frankrig, hvilket sætter det tidløse præg på spiritussen.

Det helt specielle ved at drikke absint er først og fremmest smagen, men også den udarbejdede metode til at nyde spiritussen. Fokusset ligger på at opnå optimal nydelse ved indtagelse af alkoholen, og derfor anbefales det at prøve en af følgende metoder.

Den traditionelle metode

Oprindeligt rørte man sukker ud i absinten, efter man havde tilsat vand. Selvom der er mange varianter af metoden, drikkes absint bl.a. også i et vinglas. Denne metode kom på mode i 1880’erne. Først hældes der en passende mængde iskold absint i bunden af et bredt vinglas.

En særlig hullet absintske anbringes oven på glasset, eller en lille si hvis skeen ikke haves. Herpå placeres en sukkerknald og knust is, hvor der efterfølgende langsomt dryppes isvand ned over sukkerknalden til den opløses helt.

Hvis det ønskes kan mængden af væske til sidst justeres, så man når den ønskede kraft og smag. Til dette udviklede man senere små fontæner med dryphaner, som havde til formal at dryppe vandet ned over sukkeret.

Den moderne metode

I 1990’erne blev det i nattelivet populært at hælde absinten ud over sukker for derefter at sætte ild til det, så det smeltede. Metoden har dog aftaget i popularitet, da brændende alkohol ses som en fare, og fordi afbrændingen ødelægger smagen af absinten.

I dag nydes absinthe oftest uden sukker, så der fokuseres på sødmen fra anis og fennikel – det er dog stadigt vigtigt med de langsomme dryp af koldt vand, for at fremhæve smagsstofferne til sit fuldeste.