Cigaren – rygningens Rolls Royce

Mange opfatter nok cigaren som rygningens Rolls Royce. Uagtet at rygning i vore dage er en noget forkætret fornøjelse, så er der stadig en nimbus omkring denne form for rygning, som for mange er et clou oven på en god middag eller noget, der sætter den rette stemning, når gode venner mødes. Millioner af mennesker har gennem tiderne hengivet sig til duften og aromaen fra det lille bundt sammenrullede tobaksblade, som efter fermentering bliver i stand til at frigive så stor glæde.

Men hvad er en cigar egentlig, og hvad er dens historie?

En amerikansk foreteelse

Tobakken og dermed cigarrygningen har vi hentet ud i hele verden fra Mellemamerika og de caribiske øer. Her pulsede indianerne på tobak og cigarlignende ting helt tilbage i årene omkring år 900. På europæisk grund hænger indførslen af tobakken naturligvis nøje sammen med Christoffer Columbus’ opdagelse af Amerika i 1492. Det var to af hans medarbejdere fra skibet, der først tog tobakken til sig.

Europa elskede cigaren i 1800-tallet

I Europa fik cigaren for alvor et bredt publikum i 1800-tallet. De fleste kender nok de fængende melodier fra operaen Carmen af den franske komponist Georges Bizet. Den havde premiere i 1875 og foregår netop omkring en tobaksfabrik, hvor den fattige cigarrullerske Carmen arbejder. Vi skal ikke gå i yderligere detaljer med dén sag – men at en cigarrullerske blev hovedfigur i en opera i 1800-tallet, viser, hvor stor en rolle cigaren spillede i folks liv. Tobak var – og er – både nydelse og en social aktivitet.

Gennem tiderne har Cuba været det store producentland for cigarer, og det er landet stadigvæk. De fineste og bedste cigarer kommer stadig fra Cuba.

Renæssance i 1990’erne

I 1990’erne kom den rygeform igen til ære og værdighed efter nogle år, hvor den måske i højere grad var blevet et symbol på borgerskabet. Man kan mene om yuppietiden, hvad man vil, men det var i forbindelse med den kultur, som opstod, da finansmarkederne for alvor blev liberaliserede, at det igen blev moderne at dyrke tobakken og cigarrygningen. Som så meget andet udsprang dette fra USA. Det blev et modefænomen at dyrke cigaren – der kom cigarbarer, vinkældre med cigarafdelinger, og mange kendte mennesker profilerede sig med et tobaksrør i munden. Det betyder også, at USA i dag er det største marked for salg af cigarer, men også i Europa og Asien dyrkes cigaren for prestigens og nydelsens skyld.

Sådan er cigarens struktur konstrueret

En cigar er et lille kunstværk af tobaksblade, der sættes sammen på en bestemt måde, så vi ender med det runde tobaksrør, der kan udsende så himmelske dufte og give rygeren stor fornøjelse. En cigar er konstrueret af tre forskellige slags tobaksblade, og det er deres indbyrdes forskellighed og den måde, de sættes sammen på, der giver cigarerne deres forskellighed.

De tre typer tobak, der udgør cigaren, er henholdsvis omlægsblad, fyld og binders.

Omlægsbladet

Omlægsbladet er det yderste af cigaren og det, der i høj grad giver den den karakter, som kendetegner den enkelte type. Det varierer også i farve, og cigarerne betegnes ofte efter denne farve, og beskrivelsen går efter en skala, som går fra lys til mørk. Vi vil ikke gennemgå hele farvepaletten her, men blot give nogle eksempler på cigarernes variation fra lys til mørk.

Den lyseste kaldes Double Claro og er kendetegnet ved en grønlig, meget lys farve. Den er kendt under flere navne, herunder American Market Selection, hvilket jo siger lidt om, hvor den især sælges. Jade er et andet navn for denne kvalitet.

Naturel er betegnelsen for en mere lys brun til mere karakteristisk gullig cigar, hvor omlægsbladet er fremstillet af tobak, der oftest er dyrket under skyggefulde forhold. Naturel er brun i nuancer fra lys til mere brun, og her kommer omlægsbladet typisk fra tobak, der har haft sit planteliv under solens stråler.

I de mørke nuancer finder vi betegnelser som Colorado Maduro, som er en mørkebrun cigar og Maduro, hvor vi er helt ovre i den mørkebrune til virkeligt mørkebrune farve. Oscuro er næsten sort og med en lidt olieagtig overflade.

Afhængigt af, hvem der har produceret cigaren, kan der godt bruges andre betegnelser, men disse er de mest almindelige.

Lyse cigarer er typisk mildere end mørke.

Fyldet

Fyldet udgør det meste af din cigar. Det er forskellige typer af tobaksblade, der bundtes sammen og omrulles af omlægsbladet. Man blander forskellige typer for sikre bestemte smage og aromaer og også for at regulere cigarens styrke. Hvis der er meget olie i tobakken, får man en stærkere cigar. Også her er der betegnelser for de forskellige typer fyld, og de beskriver vejen fra mild til stærk. Seco er milde cigarer, Volado en mellemstærk og Ligero en stærk cigar. Bygger man en stor cigar, er der plads til mere fyld, og så kan man typisk gøre cigaren stærkere end ved de små typer.

For at holde sammen på det hele, bruges der de såkaldte binders til at sikre, at fyldet ikke falder fra hinanden. Binders er tobaksblade med stor elasticitet, så de kan skabe en stabil struktur omkring fyldet.

Håndarbejde

Som så megen anden produktion er fremstillingen af cigarer naturligvis blevet udvidet med maskiner og anden teknik, der kan gøre det hurtigere og billigere at producere dem. Men også i vore dage er cigarfremstilling, hvis der skal være tale om de bedste kvaliteter, gedigent håndarbejde. Mange har på ferierejser til Cuba besøgt en cigarfabrik og set, hvordan arbejderne kan rulle hundreder af højkvalitets rygestave hver eneste dag. De har særlige teknikker til at holde tobakken fugtig og bruger specialfremstillet værktøj, som kan give de rette snit og den rette nøjagtighed.

Når en cigar er færdig, kan den opbevares i princippet uendeligt, hvis forholdene giver cigaren den rette fugtighed og varmegrader. Derfor ser man også på barer og hjemme hos entusiaster, at de har en såkaldte humidor eller cigarskab, hvor cigarerne opbevares i et nøjagtigt afstemt miljø, så rygerne altid har adgang til den rigtige kvalitet.

Det er ikke nok bare, at lade dem ligge i den originale cigarkasse, som de kommer i – selvom det kan være fristende i en flot æske.

Som sagt er rygning i dag et lidt forkætret område, men de ægte cigarrygere sætter sig ud over dette og nyder deres tobak i godt selskab, som den sociale aktivitet, rygning også kan være.